Hvad hjælper det at gå i skole når alle lærene hader en?
Hele mit folkeskoleliv har været et helvede. Nok var jeg ikke den sødeste pige, men jeg var i hvert fald heller ikke den værste! Men uanset hvad jeg så end lavede, endte jeg altid ude for døren eller på inspektørens kontor. Der gik aldrig en hel uge, hvor der ikke blev ringet hjem til mine forældre og aldrig blev der hørt på mine forklaringer på hvorfor. Nej nej, der var altid noget galt og det var altid min skyld.
Vi var lige startet i 5 klasse, og nu skulle vi til at have sløjt og håndarbejde. "Endelig tænkte jeg" Nogen sjove fag og nogen nye lære. Det kunne kun blive godt.
Vores første håndarbejds time var det rene Marit, faktisk det var et stort kaos! Vi vidste ikke hvor noget var, hvad vi skulle bruge og så skulle vi alle spøger om hjælp på samme tid. Det var umuligt at komme til nogen steder. Det bedste stof blev taget og så var man nød til at tage det gamle og grimme der var tilbage. Så var det jo ligesom om det bare kunne være ligemeget. Hvis det man lavet alligevel ikke blev som man gerne ville havde det, så gad man sku' da ikke at lave det. Eller jeg gad hvertfald ikke.
Allerede efter første time havde jeg gjort noget forkert. Hvad ved jeg ikke, men i hvert fald blev jeg sat til at rydde op mens de andre stadig var i gang. Da de andre var gået skulle jeg feje og smække døren efter mig. Så der stod jeg helt alene, i det store rodet lokale med en kost i hånden. Det gav nok intet godt resultat. for hvad jeg gjorde var at gå ind og rode alt stoffet igennem, for at finde det stof det bare så lidt godt ud og så lagde jeg det i min skuffe, så det var der til næste gang, og så gik jeg. Uden at få fejet.
Næste tirsdag kom jeg glad op til håndarbejde, og var klar til at gå i gang. Men timen startede ud med at jeg fik skæld ud foran hele klassen, fordi jeg ikke havde fejet. Jeg blev sur og satte mig med armene over kors, og sådan sad jeg resten af timen. Da de andre var gået fik jeg besked på at feje igen, men denne gang blev min lærer og så på. Vi sagde ikke et ord til hinanden, hun sad bare bordet og så sur ud i mens jeg fejet. Da jeg var færdig så jeg mit snit til, at skynde mig at løbe ud for at, nå og lege med de andre, inden vi skulle ind til ny time. Men i det jeg går ud af håndarbejdslokalet bliver der pludselig råbet "FRANCESCA KOM HER IND" Jeg vendte om og gik tilbage. Der kunne jeg så stå til ansvar for at, jeg havde smækket med døren. Det havde jeg altså virkelig ikke gjort. Jeg er sikker på at hun bare sagde det fordi hun ville straffe mig, og for at bare have et eller andet at skælde ud over. Jeg brugte det sidste at pausen på at sidde og få skæld ud, nu fordi jeg ikke ville svare hende. Aldrig har jeg været så sur!
Men nå, så kom vi til den dag hvor vi skulle have sløjt.
Jeg har nok kun haft sløjt 4 timer i mit skoleliv. For så begyndte det at, jeg ikke måtte være med til timerne længere. Min lære syntes at jeg var larmende. Hver gang det var sløjt, og vi var på vej en af døren til sløjtlokalet, sagde min lære at jeg skulle blive ude i gangen. Det var sådan en meget lille gang, der lå imellem sløjtlokalet og den lange klassegang. Der var et firkantet bord, 2 stole, en vask, sæbebeholder og papir til at tørre finger i. Det var alt hvad der var.
Der sad jeg så alle mine sløjttimer. Jeg forsøgte ellers flittigt hver gang at prøve på at gå ind, men hver eneste gang, kom samme dumme sætning ud af samme sure mund "Francesca du kan godt blive her ude". Næsten altid kom jeg med en forklaring om, at jeg nok skulle være stille og opføre mig ordenligt, men ingen ting gik. Jeg måtte gå slukøret ud i gangen og sætte mig. En dag da jeg havde sat i den gang længe nok, fik jeg en idé. Jeg skulle jo have tiden til at gå med noget, så jeg synes selv det vare en god idé, at tage sæbe på fingerne og smøre det ud over alle væggene. Det fik jeg selvfølgelig også skæld ud for da det blev opdaget, og jeg havnede igen på inspektørens kontor. Alt var bare et helvede for mig, synes jeg selv.
Men det hele resulteret i, at jeg næsten aldrig kom i skole. Jeg gad ikke og det var ment at pjække.
Sådan har det så været lige siden, men så mødte jeg Louise.
Hun får mig til at komme i skole igen.
HUN ER DEN BEDSTE !!!
Det var den bedste dag længe, i mit liv :)
